2012-05-15 07:38:01 CEST

2012-05-15 07:39:01 CEST


REGULATED INFORMATION

BankNordik P/F - Årsregnskabmeddelelse

Perioderegnskab BankNordik Q1-2012


BankNordik fik godt første kvartal som forventet

Efter fremgang i indtægterne og lidt lavere omkostninger blev driftsresultatet
70 mio. kr. før nedskrivninger, dobbelt så meget som i foregående kvartal. 

Banken fastholder sine positive forventninger til 2012 som helhed.

BankNordiks driftsindtægter (netto) i første kvartal 2012 blev 223 mio. kr. mod
192 mio. kr. i det foregående kvartal, som var påvirket af store erstatninger
efter kraftige storme på Færøerne i november og december. 

Omkostningerne blev som planlagt reduceret lidt og blev 153 mio. kr. mod 157
mio. kr. i det foregående kvartal. 

Driftsresultatet før nedskrivninger (korrigeret for engangsposter) blev dermed
fordoblet til 70 mio. kr. i første kvartal 2012 mod 35 mio. kr. i 4. kvartal
2011. 

Kvartalets nedskrivninger på udlån udgjorde 22 mio. kr. (netto), hvilket er
væsentligt mindre end i 4. kvartal og på niveau med forventningerne.
Driftsresultatet var således 48 mio. kr. før engangsposter mod minus 2 mio. kr.
i det foregående kvartal. 

”Vi er glade for at kunne vise fremgang både i indtægter og resultat. Navnlig i
disse tider og på baggrund af meget store interne opgaver med sammenlægningen
af de tilkøbte Amagerbanken-aktiviteter. Det tegner godt for 2012 og ikke
mindst videre frem,” siger Janus Petersen, koncernchef i BankNordik. 

Kvartalsregnskabet har båret engangsomkostninger til integration og
omstrukturering på 48 mio. kr. 

Med en egenkapital på 2,0 mia. kr. og supplerende kapital på 0,8 mia. kr. havde
BankNordik en solvens på 14,9 % ved udgangen af første kvartal. Heroverfor stod
et solvensbehov på 9,2 %. Bankens politik er at fastholde en høj solvens,
væsentligt over det krævede niveau. Det samme gælder likviditeten, som ved
årets udgang var mere end dobbelt så høj som krævet. 

Konsolidering efter kraftig vækst

BankNordik købte betydelige aktiviteter fra Sparbank i 2010 og de sunde dele af
Amagerbanken sidste år. Aktiviteterne blev dermed mere end fordoblet på de to
år, målt på indlån. 

De sidste store trin i sammenlægningen af it-systemerne blev gennemført i
februar og marts efter en grundig planlægning i de foregående måneder.
Forberedelserne og konverteringen belastede organisationen, men omlægningen var
strategisk vigtig for både den stadige udvikling i kundebetjeningen og den
løbende forbedring af effektiviteten. Begge er vigtige mål i BankNordik.
Samtidig er sket filialsammenlægninger i Danmark og Grønland og en reduktion i
medarbejderantallet. 

”Vi har brugt mange kræfter på at få tingene på plads. Og vi har navnlig gjort
meget for, at kunderne skulle mærke så lidt som muligt til omlægningerne,”
siger Janus Petersen, koncernchef i BankNordik. 

”Ser vi fremad, har de store og vigtige skridt givet os mulighed for en bedre
kundebetjening og for at fortsætte Bankens sunde udvikling, baseret på vores
strategi om nærhed til kunderne, stram risikostyring og lønsomhed i alle
aktiviteter,” siger Janus Petersen. 

Forventer fremgang

BankNordik forventer uændret driftsresultat før sektoromkostninger og
kursreguleringer på 100-170 mio. kr. i 2012 som helhed (2011: 50 mio. kr.). 

”Vores største opgaver i år er at strømline aktiviteterne, så effektiviteten
forbedres. Samtidig skal vi fastholde den tætte kontakt med kunderne, som vi er
kendt for, og udvikle forretningen på det nye bredere grundlag, vi har opbygget
gennem de seneste år,” siger Janus Petersen. 

BankNordik-koncernens hovedtal



Mio. DKK                              Q1      Q2      Q3      Q4      Q1    2011
                                      11      11      11      11    2012        
--------------------------------------------------------------------------------
Driftsindtægter*                     157     173     232     192     223     735
Resultat før nedskrivninger*          54      66      80      35      70     235
Nedskrivninger på udlån              -24      -8     -17     -37     -22     101
Driftsresultat*                       31      58      63      -2      48     134
Engangsposter                        -20     -35     -33     -31     -37    -103
Resultat før skat                     10      23      30     -33      11      31
Indlån m.v.                        8.943   8.740  13.955  13.032  13.088  13.032
Udlån m.v.                         8.376   8.446  11.949  11.769  11.376  11.769
Indlånsoverskud                      567     294   2.006   1.263   1.712   1.263
Samlede aktiver                   13.502  13.289  18.902  17.096  17.897  17.086
Egenkapital                        1.977   1.993   2.017   1.958   1.963   1.958
Solvens                            17,1%   20,3%   15,0%   15,6%   14,9%   15,6%
Overskudslikviditet i forhold       163%    111%    149%    115%    169%    115%
 til lovkrav                                                                    
--------------------------------------------------------------------------------

* Korrigeret for engangsposter

Yderligere oplysninger findes i delårsrapporten, som alene foreligger på
engelsk (”Interim Report”). 

Telefonkonference i dag kl. 11.00 (dansk tid)

Som sædvanligt afholder BankNordik en telefonkonference for analytikere og
investorer i forbindelse med regnskabet. Konferencen holdes i dag kl. 11.00,
dansk tid, og er tilgængelig via Bankens hjemmeside www.banknordik.fo 

Telefonnummeret til konferencen er (+45) 32 71 47 67. Deltagere bedes venligst
ringe nummeret op nogle minutter før konferencen begynder. 

Yderligere oplysninger

Janus Petersen, adm. direktør, tlf. (+298) 330 340

Árni Ellefsen, CFO, tlf. (+298) 330 348

Investor Relations: ir@banknordik.fo



BankNordik blev stiftet for over 100 år siden på Færøerne. Koncernen har
bankaktiviteter i Danmark og Grønland og på Færøerne og forsikringsaktiviteter
på Fær-øerne og i Island. Koncernen har 180.000 kunder, en balance på DKK 18
mia. og 580 medarbejdere. Banken er underlagt det danske finanstilsyn og er
børsnoteret på NASDAQ OMX. www.banknordik.dk.