2010-02-08 08:29:40 CET

2010-02-08 08:30:27 CET


REGULATED INFORMATION

Føroya Banki P/F - Selskabsmeddelelse

Føroya Bank overtager dele af Sparbanks filialnet


Selskabsmeddelelse nr. 5/2010

Føroya Bank overtager Sparbanks filialnet i Grønland på 3 filialer og 9 af
Sparbanks filialer i Jylland og på Fyn. Filialernes udlån og garantier udgør
DKK 3,9 mia. og indlånene DKK 3,6 mia. Filialerne har i alt ca. 30.000 kunder
og 136 medarbejdere. 

Føroya Banks strategiske intention har længe været at skabe vækst i
forretnings-grundlaget gennem ekspansion i det nordatlantiske område og i
Danmark. Med overtagelsen får Føroya Bank en god og lønsom platform for
fremtidig organisk vækst i Danmark og det nordatlantiske område. 

De tilkøbte udlån og garantier svarer til en forøgelse på 50 procent i forhold
Føroya Banks DKK 7,7 mia. i udlån og garantier ved udgangen af tredje kvartal
2009. 

”Føroya Bank har haft en sund indtjening i mange år, men har manglet
distributionskraft til at sætte kapitalen i arbejde. Vi har gennem nogen tid
arbejdet målrettet på at ekspandere i Danmark, og Sparbanks ønske om at sælge
nogle af sine veldrevne filialer var en god mulighed,” siger Janus Petersen,
administrerende direktør i Føroya Bank. ”Grønland er ligeledes et naturligt nyt
marked for banken, idet der altid har været tætte forretningsmæssige
forbindelser mellem færøsk og grønlandsk erhvervsliv.” 

”Filialerne ligger alle i interessante markedsområder og passer meget fint
sammen med vores strategi om ekspansion uden for Færøerne, hvor vores
markedsandel er over 40%. Kunderne i vores nye markedsområder vil mærke, at der
er kommet en ny bank i byen, der både har fokus på området og kapitalstyrken
til at gøre en forskel,” siger Janus Petersen. 

”Vi vil fortsat fokusere på betjening af private og mindre erhvervskunder og
lægger vægt på en lav kreditrisiko. Sådan driver vi banken i vores
hjemmemarked, og det har givet en god lønsomhed og en meget høj solvens,” siger
Janus Petersen. Han har stået i spidsen for Føroya Bank som administrerende
direktør siden 2005, og kom til banken som bankdirektør i 1994 efter i en
årrække at have haft forskellige betydende stillinger i den danske
finanssektor. 

Føroya Bank overtager aktiver og passiver i de 12 filialer og betaler herudover
for goodwill på i alt DKK 335 mio. Betalingen finder sted samtidig med
overtagelsen, som er betinget af Finanstilsynets godkendelse. 

Føroya Bank har før købet haft mulighed for at vurdere de 12 filialers
driftsøkonomi og har gennemgået størstedelen af filialernes engagementer og
lavet stikprøveundersøgelser blandt resten af filialernes kreditter. Banken har
generelt konstateret en fuldt tilfredsstillende kreditgivning og lønsomhed, der
er i overensstemmelse med Føroya Banks strategi og politik. 

Kunderne i det nye filialnet vil blive betjent af de samme rådgivere som før,
og have en uændret tilknytning til banken og dennes medarbejdere. Filialernes
navn ændres til Føroya Bank. 

Medarbejderne fortsætter i deres hidtidige ansættelsesforhold og vil fremover
være omfattet af Føroya Banks personalepolitik. 

Når filialerne er overtaget vil Føroya Bank etablere de nødvendige
stabsfunktioner i Danmark, ligesom banken vil søge en chef for de danske
bankaktiviteter. Filialerne i Danmark bliver støttet af velfungerende
specialiserede afdelinger i bankens hovedkontor i Tórshavn. Føroya Bank er
underlagt de danske tilsynsmyndigheder. 

Føroya Bank blev grundlagt for 104 år siden og er blandt de bedst konsoliderede
pengeinstitutter i Norden. Banken tælles blandt top-ti bankerne på NASDAQ OMX
København målt på markedsværdi. Overtagelsen af filialerne i Jylland, på Fyn og
i Grønland ventes at få en positiv indvirkning på bankens resultat fremover,lige som udnyttelsen af bankens meget stærke kapitalgrundlag forbedres
væsentligt. Forventningerne for 2010 vil blive annonceret i forbindelse med
offentliggørelse af bankens årsrapport for 2009, som er planlagt til 18.
februar 2010. 

•	Østjylland betjenes fra tre filialer i Silkeborg, Skanderborg og Horsens
•	Trekantområdet dækkes fra to filialer i Kolding og Vejle
•	Det sydlige Vestjylland og Sønderjylland betjenes fra tre filialer i Esbjerg,
Varde og Haderslev 
•	Fyn dækkes fra filialen i Odense
•	Føroya Bank er i forvejen repræsenteret med en filial i København
•	Føroya Bank overtager tre filialer i Nuuk, Sisimiut og Ilulissat, og dermed
bliver den ene af kun to banker, der betjener Grønland. 



Yderligere oplysninger:
Janus Petersen, administrerende direktør, tlf. (+298) 330 340