2011-06-06 07:43:30 CEST

2011-06-06 07:44:31 CEST


REGULATED INFORMATION

BankNordik P/F - Selskabsmeddelelse

BankNordik styrker ledelsen


Ny effektiv organisation skal styre BankNordik efter den sidste tids
ekspansion, senest købet af Amagerbanken 

Med aftalen om købet af halvdelen af Føroya Lívstrygging og den forestående
overtagelse af Amagerbanken vil BankNordik i den nærmeste fremtid udvide sine
aktiviteter betydeligt. På den baggrund styrker banken nu sin overordnede
ledelse. 

Den nye organisation vil fremover bestå af tre forretningsenheder:

  -- Bankvirksomhed på Færøerne og i Grønland under ledelse af John Rajani,
     bankdirektør/Deputy CEO
  -- Bankvirksomhed i Danmark under ledelse af Jan Ulsø Madsen,
     landedirektør/Country Manager
  -- Markets under ledelse af Henrik Jensen (Danmark) og Johnny i Grótinum
     (Færøerne), underdirektører/Chief Investment Officers

Efter overtagelsen af Føroya Lívstrygging er det hensigten at etablere en
fjerde forretningsenhed: Pension og Livsforsikring. 

Forretningsenhederne støttes af tre tværgående enheder:

  -- Credit under ledelse af Janus Petersen, BankNordiks administrerende
     direktør/CEO
  -- Operations & Support (herunder HR, marketing, IT og udvikling) under
     ledelse af Edvard Heen, forretningsdirektør/Chief Operations Officer
  -- Finance & Risk Management under ledelse af Árni Ellefsen,
     økonomidirektør/Chief Financial Officer

Direktionssekretariatet ledes af Rune Nørregaard, underdirektør/Chief Legal
Officer. 

De nævnte seks underdirektører og bankens direktion vil tilsammen udgøre
bankens koncernledelse. Bankens direktion udgøres fortsat af administrerende
direktør Janus Petersen og bankdirektør John Rajani. 

”BankNordiks aktiviteter er udvidet betydeligt i de senere år. Det er sket i
overensstemmelse med vores strategi om kontrolleret og fokuseret vækst. Vi er
sikre på, at vores investeringer vil blive til stor gavn for BankNordik. Men vi
ved også, at succesen ikke mindst afhænger af en effektiv integration af de nye
aktiviteter,” siger Janus Petersen, koncernchef i BankNordik. 

BankNordiks koncernledelse omfatter tre nye navne:

  -- Edvard Heen kommer fra en stilling som administrerende direktør i
     Tryggingarfelagið Føroyar. Han er cand.merc. fra CBS og har forud for
     stillingen i Tryggingarfelagið Føroyar en lang karriere som blandt andet
     konsulent hos A.T. Kearney, Senior Vice President i den norske
     clearingcentral BBS og direktør i Ementor. Edvard Heen har tidligere været
     ansat i BankNordik, blandt andet som privatkundechef.
  -- Árni Ellefsen kommer fra en stilling som direktør for det færøske
     it-selskab NEMA. Han er cand.merc.aud. fra CBS og statsautoriseret revisor.
     Árni Ellefsen har tidligere arbejdet hos KPMG i København og været partner
     i revisorfirmaet Spekt.
  -- Henrik Jensen kommer fra en stilling som afdelingsdirektør og chef for
     Amagerbankens Handelsområde. Han kom til Amagerbanken i 2005, er
     bankuddannet og har tidligere været investeringschef og -rådgiver i Spar
     Nord Bank og Sydbank.

Jan Ulsø Madsen kom til BankNordik først på året med ansvar for aktiviteterne i
Danmark. Jan Ulsø Madsen er bankuddannet og har haft en lang karriere med
chefstillinger i Danske Bank, hvor han senest var regionsdirektør for
Østjylland med domicil i Århus. 

Johnny i Grótinum kom til BankNordik i 2005. Han er cand.polit. fra Københavns
Universitet og har tidligere haft ledende stillinger i banken, herunder som
udviklingschef, IR-chef og landechef i Danmark. Han har tidligere været formand
for det færøske Økonomiske Råd. 

Rune Nørregaard kom til BankNordik i 2009. Han er advokat, cand.jur. fra Århus
Universitet og har tidligere været juridisk rådgiver i Danske Markets og
advokat hos Bech-Bruun i København. 

”Vi er glade for at have tiltrukket en række meget kompetente chefer. De har
alle en solid, bred og relevant erfaring. Vi får en stærk koncernledelse, hvor
hver af os har klart definerede ansvarsområder. Samtidig får vi ledelsesstyrke
til både at holde den lagte kurs - hvor integration er nøgleordet i den
kommende tid - og til at udvikle banken videre til gavn for kunder, aktionærer
og medarbejdere,” siger Janus Petersen. 

Med aftalen i maj med Finansiel Stabilitet om købet af de sunde dele af
Amagerbanken får BankNordik 82.000 nye privatkunder, 10.000 nye erhvervskunder,
indlån på 5,3 mia., udlån og garantier for DKK 4,9 mia. samt kundedepotværdier
for DKK 10 mia. De tilkøbte aktiviteter har et indlånsoverskud på DKK 1 mia.,
hvilket bidrager til bankens i forvejen stærke likviditet. Samtidig bliver
bankens geografiske og branchemæssige risikospredning forbedret. Ud over at
overtage aktiver og passiver betalte BankNordik en goodwill på DKK 235 mio. 

Gennem erhvervelsen i begyndelsen af maj af halvdelen af Føroya Lívstrygging
udvidede koncernen sine aktiviteter inden for pensionsopsparing og
kapitalforvaltning. Selskabet har 18.000 kunder, en markedsandel på 60% og
pensionsmidler for DKK 3 mia. BankNordik betalte DKK 35 mio. for 50% af
aktierne i Føroya Lívstrygging. Den anden halvdel af selskabet ejes af
forsikringstagerne. 



Yderligere oplysninger:

Janus Petersen, administrerende direktør, tlf. (+298) 330 340



BankNordik blev stiftet for over 100 år siden på Færøerne. BankNordik koncernen
har bankaktiviteter i Danmark og Grønland og på Færøerne og
forsikringsaktiviteter på Færøerne og i Island. Banken vil efter overtagelsen
af Føroya Lívstrygging og Amagerbanken have en balance på DKK 20 mia. og 630
medarbejdere. Banken er underlagt det danske finanstilsyn og deltager i den
danske indskydergarantifond. BankNordik er børsnoteret på NASDAQ OMX København.