2010-02-25 09:01:42 CET

2010-02-25 09:03:03 CET


REGULATED INFORMATION

Føroya Banki P/F - Årsregnskabmeddelelse

Årsregnskab 2009


Føroya Banki øger overskuddet med 34% til 135 mio. kr. i 2009 

Føroya Banki's forsigtige strategi lønner sig fortsat, og banken vil fokusere
på at høste gevinsterne fra det solide fundament, der i 2009 er etableret i
Danmark, Grønland og på Island

Højdepunkter:
•	Resultat på DKK 135 mio. før skat
•	Indtægterne gik 24% frem fra DKK 401 mio. til 497 mio. 
•	Nedskrivningerne, ekskl. betalinger under garantien til Finansiel Stabilitet,
udgør DKK 110 mio. svarende til 1,10% af engagementerne 
•	Solvensen er steget til 26,2% fra 20,6% ved årets begyndelse

Koncernens forsigtige strategi lønner sig fortsat. Føroya Bankis årsregnskab
udvi-ser et resultat før kursreguleringer og betaling til den danske stat på
DKK 156 mio., hvilket er 8 mio. kr. lavere end forventningerne i årsrapporten
for 2008. Afvigelsen stammer primært fra øgede nedskrivninger i fjerde kvartal
2009. Indtægterne fra bank- og forsikringsaktiviteterne steg 24% til DKK 497
mio. 

Føroya Banki fortsætter dermed de senere års stærke fremgang. Solvensen
udgjorde 26% ved årets afslutning, og likviditeten var næsten to en halv gange
over lovens krav. 

”I Føroya Banki udvikler vi kontinuerligt vores kerneforretning, mens vi holder
fast i vores forsigtige strategi med operationel effektivitet og stringent
kreditstyring”; udtaler Janus Petersen, administrerende direktør. ”Vi leverer
på vores løfter om en profitabel forretning og har efterlevet den fastlagte
strategi om at opkøbe et solidt internationalt fundament for yderligere vækst.
2010 vil være et overgangsår med ekstra udgifter til integration og IT
konvertering, men alligevel forventer vi et resultat inklusiv udgifter til den
danske stat i intervallet DKK 150-190 mio. Og vi lægger grunden til yderligere
vækst i bundlinjen de kommende år.” 

International vækststrategi eksekveret

Året 2009 var især præget af bankens implementering af sin internationale
vækst-strategi. Således har banken været aktiv i undersøgelsen af
udviklingsmuligheder i både Danmark og på Island, hvilket resulterede i købet
af majoriteten i forsikrings-selskabet Vørður i fjerde kvartal. 

De klare udmeldinger om bankens ønske om at medvirke til en konsolidering af
det danske bankmarked er primo 2010 blevet fulgt op af købet af dele af
Sparbank's filialnet i Danmark og aktiviteterne i Grønland. Føroya Banki
overtager aktiver og passiver i de i alt 12 filialer og betaler herudover for
goodwill på i alt DKK 335 mio. Betalingen finder sted samtidig med
overtagelsen, som er betinget af Finanstilsynets godkendelse. 

”Vi har erkendt, at vækstmulighederne på hjemmemarkedet er begrænsede, og at en
forbedring af koncernens forrentning af egenkapitalen derfor forudsatte vækst
uden for øerne. Med dette opkøb har vi med vores kapitalstyrke og det tilkøbte
distributionsnet et tilstrækkelig solidt fundament til at skabe en lønsom vækst
uden for Færøerne,” udtaler Janus Petersen. 

Udsigterne er positive, men 2010 bliver et overgangsår

Udsigterne for 2010 er præget af, at det på flere måder bliver et overgangsår
for banken. Årets resultat før skat og kursreguleringer forventes i intervallet
DKK 150-190 mio., svarende til en stigning på 35-70% sammenlignet med 2009. En
eventuel gevinst fra det planlagte frasalg af opdrætsselskabet Bakkafrost i
første halvår 2010 er ikke medregnet i denne forventning. 

Overgangsåret vil blive præget af investeringer i integration af
bankplatformene i de tre lande, af udgifter til konverteringen af den færøske
bankaktivitet fra den hjemlige IT platform til SDC af konjunkturdrevne
nedskrivninger på udlånsporteføljen og af udgifterne i forbindelse med
Bankpakke I. Banken forventer, at udgifterne vil stige med 50-55% i 2010. 

De samlede nedskrivninger forventes beløbsmæssigt at ligge på niveauet for
2009, men da udlånsporteføljen med opkøbet stiger med 50%, falder
nedskrivningerne relativt i forhold til porteføljens samlede størrelse. Således
vurderes nedskrivningerne på Færøerne at være toppet, mens banken forventer, at
porteføljen i Danmark og i Grønland, som banken i forbindelse med due diligence
gennemgik ca. 70% af, forventes at have en moderat tabsrisiko. Givet den
seneste tids fokusering på landbrugssektorens økonomiske udfordringer skal det
fremhæves, at banken ikke er eksponeret mod landbrugssektoren. 

Se yderligere oplysninger i Årsrapporten, der alene foreligger på engelsk
(”Annual Report 2009”). 

Årsregnskabet præsenteres ved en telefonkonference for analytikere og
investorer i dag, kl. 14 dansk tid. Jævnfør selskabsmeddelelse vedrørende
telefonnr til konferencen. 


Yderligere oplysninger:
Janus Petersen, adm. direktør, tlf. +298 330 340
Johnny i Grótinum, IR-chef, mobil +298 230 380
www.foroya.fo/ir