2011-05-17 20:44:39 CEST

2011-05-17 20:45:33 CEST


REGULATED INFORMATION

BankNordik P/F - Årsregnskabmeddelelse

Forsigtighed blandt kunderne dæmpede BankNordiks udlån og indtægter i første kvartal


Trods en planlagt reduktion af bankens funding er BankNordiks likviditet og
solvens fortsat særdeles stærk 

Første kvartal var præget af nogen usikkerhed i kundernes forventninger til den
økonomiske udvikling. Det førte til forholdsvis få nyinvesteringer og deraf
følgende begrænset efterspørgsel efter kredit. Tilbagebetalinger af udlån
oversteg dermed nyudlån, og de samlede udlån m.v. faldt i kvartalets løb fra
8,7 mia. kr. til 8,4 mia. kr., svarende til 3%. 

Nedgangen viste sig også i koncernens rente- gebyr- og forsikringsindtægter,
som faldt med 5% fra 158 mio. kr. i første kvartal sidste år til 150 mio. kr. i
første kvartal i år. "Forsigtigheden i efterspørgselen efter kredit overraskede os. I første kvartal
havde vi stadig en meget stor overskudslikviditet med deraf følgende
renteomkostninger. Men på begge fronter er vi med raske skridt på vej ind i en
bedre situation. Vi har i kvartalet før tid indfriet eksterne lån for 1,5
mia.kr. Og fremadrettet har vi kunnet konstatere en voksende låneefterspørgsel
blandt både privat- og erhvervskunderne," siger Janus Petersen, koncernchef i
BankNordik, der er en af de mest velkonsoliderede banker i Norden. 

BankNordik havde nedskrivninger på udlån på 22 mio. kr. i første kvartal mod 51
mio. kr. i samme kvartal sidste år og 167 mio. kr. i hele 2010.
Kursreguleringerne på bankens store værdipapirbeholdning kostede 17 mio. kr. i
kvartalet. 

Resultatet i første kvartal blev 7 mio. kr. før skat. I det tilsvarende kvartal
sidste år var resultatet 411 mio. kr., men heri indgik fortjenesten fra salget
af Bakkafrost på 380 mio. kr. 

Personale- og administrationsomkostningerne blev reduceret fra 111 mio. kr. i
fjerde kvartal 2010 til 101 mio. kr. i første kvartal, svarende til en nedgang
på 9%. 

Banken er fast besluttet på at drive en omkostningseffektiv forretning, hvor
man samtidig sikrer et højt serviceniveau og professionelt arbejdsklima i hver
filial. Derfor har banken i maj besluttet at tilpasse bankens filialnet med
lukning af fire filialer på Færøerne og én filial i Danmark for at satse på de
større filialer med forbedret kundeservice og skabe et endnu mere fagligt
arbejdsklima. 

Ledelsen forventer fremdeles et resultat for 2011 på 100-140 mio. kr. før skat
og værdireguleringer, omend antagelig i den nedre ende af intervallet. 

Stærk likviditet og solvens

Gennem de senere års urolige tider på de finansielle markeder nød BankNordik
godt af sin gode likviditet. Banken opbyggede en likviditetsmæssig stødpude,
der gav ro om banken i en usikker tid, men som samtidig var forbundet med
betydelige omkostninger. På baggrund af de mere normale markedsforhold
besluttede ledelsen i slutningen af 2010 at nedtrappe beredskabet, og det er
sket som planlagt. Ved kvartalets udgang var den eksterne funding således
nedbragt til 1,5 mia. kr. 

BankNordik havde ultimo første kvartal udlån m.v. på 8,4 mia. kr. Indlånene
udgjorde imidlertid 8,9 mia. kr., og banken havde dermed et indlånsoverskud i
størrelsesordenen 0,5 mia. kr. 

Ved udgangen af første kvartal udgjorde likviditeten 2,6 gange lovens krav.
Overskudslikviditeten i forhold til kravet var således 163%, hvor
Finanstilsynets fremtidige krav er 50%. Også på de fire andre punkter i den
såkaldte "Tilsynsdiamant" ligger BankNordik markant bedre end krævet. 

Med en egenkapital på 2.000 mio. kr. er BankNordiks solvens på 17%, mens lovens
krav er 8% og bankens individuelle krav er på samme niveau. Disse tal placerer
BankNordik blandt de bedst konsoliderede banker i Nordeuropa. 

Strategisk position styrket

I april købte BankNordik halvdelen af det færøske livsforsikringsselskab Føroya
Lívstrygging, mens selskabets kunder overtog den anden halvdel. Selskabet har
18.000 kunder, en markedsandel på 60% og en pensionsformue på 3 mia. kr.
Investeringen på 35 mio. kr. var attraktiv ud fra såvel et økonomisk som et
konkurrencemæssigt og strategisk perspektiv, idet koncernens produktudbud
styrkes. Samtidig stilles koncernen bedre i den planlagte omlægning af den
færøske pensionsopsparing. 

Transaktionen, som afhænger af myndighedernes godkendelse, ventes gennemført
inden årets udgang. 

Mandag den 16. maj 2011 indgav BankNordik et bindende bud på de sunde dele af
Amagerbanken, som er sat til salg af Finansiel Stabilitet. Banken forventer
snart at få en afklaring på dette. 

Se yderligere oplysninger i kvartalsrapporten, der alene foreligger på engelsk.


         For yderligere information:
         Janus Petersen, adm. direktør, tlf. +298 330 340
         Investor Relations: ir@banknordik.fo