2013-01-21 13:04:57 CET

2013-01-21 13:05:57 CET


REGULATED INFORMATION

BankNordik P/F - Selskabsmeddelelse

BankNordik vil udnytte øget konkurrencekraft


Store besparelser sidste år og i år udmøntes i tilbud til kunderne i den
kommende tid. 
BankNordik indfriede resultatforventningerne for 2012.



BankNordik har i dag omorganiseret kundebetjeningen i filialerne til en ny og
mere tidssvarende måde og etableret et nyt kundeservicecenter. Udover
rationaliseringer giver omorganiseringen bedre rammer for at betjene de
nuværende kunder godt og effektivt. De opnåede rationaliseringer giver
konkurrencekraft til at tiltrække endnu flere kunder. 

Besparelser kommer kunderne til gode

I forbindelse med dagens organisationstilpasning sker der en samlet reduktion
af medarbejderstaben med 23, således at der nu er 447 fuldtidsansatte i
bankdelen. Reduktionen medfører en nedgang i de årlige omkostninger på ca. DKK
15 mio. Samlet har omlægningerne af banken siden starten af 2012 medført årlige
besparelser på omkring DKK 50 mio. 

Bankens mål er at være blandt de mest effektive banker for derigennem at kunne
tilbyde kunderne de bedste vilkår. Derfor arbejdes der løbende med at reducere
administrations- og personaleudgifterne, men da de store forretningsmæssige
ændringer nu er foretaget, vil reduktionen i personaleudgifterne fremover
primært ske ved naturlig fragang. 

Nye tilbud til kunderne

”Vi vil lade besparelserne komme kunderne til gode, og vil i den nærmeste tid
komme med nye gode tilbud til kunderne” udtaler Janus Petersen, administrerende
direktør i BankNordik. ”Ved omorganiseringen tilfører vi flere ressourcer til
rådgivning af kunder, der har et stort behov for finansielle produkter, som vil
opleve en endnu mere nærværende og proaktiv rådgivning fra banken”. 

Samtidig står effektive systemer og servicecentre til rådighed for de kunder,
der især anvender banken på nettet og i telefonen. 

Indfriede forventninger til 2012

”Den foreløbige opgørelse af resultatet for 2012 indfrier de forventninger, vi
havde ved årets indgang. Dette viser klart, at vi er på rette vej”, udtaler
Janus Petersen, administrerende direktør. 

Driftsresultatet for 2012 er foreløbigt opgjort til DKK 180-190 mio. før
engangs-omkostninger og uforudsigelige, eksternt bestemte poster som
kursreguleringer og sektoromkostninger. Ved indgangen til året forventede
ledelsen, at dette resultat ville blive DKK 150-200 mio. 

Efter engangsomkostninger til integration og restrukturering i
størrelsesordenen DKK 70 mio. blev resultatet DKK 110-120 mio. før særlige
poster mod DKK 50 mio. året før. Og er det inden for det forventede interval
til resultatet på DKK 80-140 mio. 

BankNordiks regnskab for 2012 er planlagt offentliggjort 5. marts 2013.



Yderligere oplysninger

Janus Petersen, adm. direktør, tlf. (+298) 330 340

Árni Ellefsen, CFO, tlf. (+298) 330 348

Investor Relations: ir@banknordik.fo



BankNordik blev stiftet for over 100 år siden på Færøerne. Koncernen har
bankaktiviteter i Danmark og Grønland og på Færøerne og forsikringsaktiviteter
på Færøerne og i Island. Koncernen har 180.000 kunder, en balance på DKK 18
mia. og 530 medarbejdere. Banken er underlagt det danske finanstilsyn og er
børsnoteret på NASDAQ OMX. www.banknordik.dk.