2011-11-14 07:44:51 CET

2011-11-14 07:45:56 CET


REGULATED INFORMATION

BankNordik P/F - Selskabsmeddelelse

BankNordik opnår delårsresultat på DKK 71 mio.


Indtjeningen er i fremgang, integrationen af Amagerbanken 
forløber som planlagt, og høj soliditet fastholdes.

BankNordiks bestyrelse har godkendt vedhæftede regnskab for tredje kvartal
2011. Det viser et resultat for årets første tre kvartaler på DKK 71 mio. før
værdireguleringer og skat mod minus DKK 40 mio. (ekskl. salget af Bakkafrost) i
samme periode sidste år. Før engangsomkostninger i forbindelse med
integrationen af Amagerbanken på DKK 35 mio. var resultatet DKK 106 mio. 

Forbedringen i tredje kvartal skyldes primært udvidelsen af den danske
bankforretning gennem tilgangen af de sunde dele af Amagerbanken. Hertil kommer
en forbedret rentemarginal og nedbringelse at den eksterne finansiering. 



Indtjeningen er i fremgang - også i Danmark

Gennem 2011 er basisindtjeningen steget fra DKK 28 mio. i første kvartal til
DKK 62 mio. i tredje kvartal, inklusive nedskrivninger. 

Med overtagelsen af de sunde dele af Amagerbanken fra juli i år har banken øget
sine aktiviteter i Danmark markant. Dette har medført en forbedring på DKK 22
mio. i resultatet for bankdriften i Danmark i tredje kvartal i forhold til
sidste kvartal, når der ses bort fra engangsudgifterne til integration af
Amagerbanken. 

Derudover har købet af Amagerbanken bidraget positivt til BankNordiks
indlånsoverskud, ligesom banken med købet har fået tilgang til en lang række
nye kunder, der giver grundlag for et øget forretningsomfang. 

”Vi er tilfredse med resultatet og med, at de øgede aktiviteter i Danmark slår
positivt igennem i regnskabet. Dette sker tilmed på baggrund af det generelt
lavere økonomiske aktivitetsniveau og omkostningerne til integration af
Amagerbanken,” siger Janus Petersen, koncernchef i BankNordik, en
velkonsolideret nordisk bank. 

Købet af Amagerbanken har øget BankNordiks indlånsoverskud, som var på DKK 2
mia. ved kvartalsskiftet. Det giver banken en gunstig likviditetssituation i et
lånemarked præget af usikkerhed og turbulens. Samtidig har det muliggjort en
nedbringelse af bankens eksterne finansiering med DKK 500 mio. før tid. 

BankNordiks solvens blev opgjort til 15% og solvensbehovet til 9,0% ved
udgangen af tredje kvartal 2011. Det er Bankens politik at fastholde en høj
solvens - væsentligt over det krævede. 



Integrationen af Amagerbanken forløber planmæssigt

BankNordik har siden overtagelsen af de sunde dele af Amagerbanken pr. 1. juli
2011 sammenlagt visse af filialerne til større og mere lønsomme enheder og
tilpasset organisationen i Danmark. Som et led i den fortsatte integration
skifter filialerne senere i november navn til BankNordik, som herefter fremstår
som én sammenhængende bank. 

”Navneskiftet vil give os bedre muligheder for at profilere os på det danske
marked som en stærk landsdækkende lokal bank med et solidt økonomisk fundament
og tætte relationer til kunderne,” siger Janus Petersen. 

BankNordiks overtagelse af de sunde dele af Amagerbanken i forsommeren skete
som et led i bankens strategi om kontrolleret vækst og solid lokal forankring i
markedet. Det har været ledetråden for BankNordiks væsentlige udvikling de
senere år. Strategien bygger på en tæt relation til kunderne, stram styring af
kreditgivningen samt vægt på lønsomhed i alle aktiviteter. 



Forventer fortsat fremgang

BankNordiks ledelse fastholder sine tidligere oplyste forventninger for 2011,
dvs. et resultat på DKK 50-80 mio. efter engangsomkostninger på DKK 95 mio. i
forbindelse med opkøbet og integrationen af Amagerbanken, og før skat,
værdireguleringer og eventuelle yderligere sektoromkostninger i resten af året. 

Fremover forventes de øgede aktiviteter i Danmark at bidrage betydeligt til
bankens resultat. Samlingen af bankens danske aktiviteter på en fælles
IT-platform er planlagt til begyndelsen af 2012. Den fulde fordel af
synergierne kan dermed opnås i andet halvår, og helårseffekten vil indtræde i
2013. Engangsudgifterne i forbindelse med integrationen af Amagerbanken
forventes i 2012 at beløbe sig til DKK 30-50 mio. 



Yderligere oplysninger

Janus Petersen, adm. direktør, tlf. +298 230 340

John Rajani, direktør, tlf. +298 230 352

Árni Ellefsen, CFO, tlf. +298 230 348

Investor Relations: ir@banknordik.fo



BankNordik blev stiftet for over 100 år siden på Færøerne. Koncernen har
bankaktiviteter i Danmark og Grønland og på Færøerne og forsikringsaktiviteter
på Fær-øerne og i Island. Banken har en balance på DKK 19 mia. og 630
medarbejdere. Banken er underlagt det danske finanstilsyn og deltager i den
danske indskydergarantifond. BankNordik er børsnoteret på NASDAQ OMX København. 



BankNordik-koncernens hovedtal

Mio. DKK                                Q1-3 2011  Q1-3 2010    2010
--------------------------------------------------------------------
Nettoindtægter                                543        479     644
Personale- og adm. omkostninger               393        297     408
Nedskrivninger på udlån                        58        191     208
Resultat før værdireguleringer og skat         71       -40*      16
Samlede aktiver                            18.908     15.717  14.259
Udlån m.v.                                 11.949      8.549   8.675
Indlån m.v.                                13.955      9.254   8.844
Lån fra banker m.v.                           884      3.487   2.445
Egenkapital                                 2.037      1.979   2.043
Solvens                                     15,0%      17,1%   17,0%
Overskudslikviditet i forhold til krav       149%       338%    293%
--------------------------------------------------------------------

*Eksklusiv salget af Bakkafrost.

Yderligere oplysninger findes i delårsrapporten. Denne foreligger alene på
engelsk (”Financial Statements”).